
Heste
Ridning fra hjertet
Her kan du læse om den holistiske tilgang til hest og rytter, som jeg beskæftiger mig med og de muligheder for inspiration, ridning og samvær med heste, som jeg tilbyder
Heste er følsomme, sjælelige dyr, der spejler os i dybden og giver os mulighed for at møde os selv - hvis vi vil.
Tillid, venskab, samhørighed og indre ro er fundamentet for en sund og naturlig kontakt med hesten og for skabelsen af en nærende atmosfære.
Friggs - En litauensk hjerteven

En dag i Juni '24 mødte jeg denne smukke hest i Litauen. Jeg havde 2 dage til at lære ham at kende, inden det gik løs med rideterapi og naturlig ridning i forbindelse med en festival for voksne og børn. Da vi mødte hinanden var han anspændt og udbrændt. Præget af traumer i krop og psyke fra et stort pres fra konkurrence ridning og en hård håndtering af tidligere ejere.
Nu var han endelig landet i en kærlig atmosfære hos Stase og det første der skete, var en spontan healing med hende og ham. Der kom indsigter omkring grunden til hans anstrengte adfærd og roen sænkede sig. Det var begyndelsen til en transformation for både Friggs og jeg. Da vi begyndte at arbejde med de smukke mennesker på festivalen, der ønskede at åbne for hestenes nærvær og bevidsthed i relation til deres egen indre rejse, var det som om hvert møde spejlede noget i både hestens og min healings rejse. Indsigter, forløsning og ro kom som perler på en snor og flere af rytterne, havde dybe indre oplevelser på hesteryggen.
På et tidspunkt ville Friggs ikke længere tage imod biddet. Jeg blev først frustreret, men tog derefter en indånding og åbnede mig for ideen om, at han måske var åben for at arbejde uden det. Så jeg lavede et interimistisk hovedtøj, bestående af hans grime med tøjlen fastgjort i det. Jeg tog et 'Leap of Faith' og satte mig op på ham med kun en tøjle fastgjort til hans grime. Med en hest på 180 i stang, som jeg kun havde kendt i to dage føltes det nervepirrende, men som jeg inderst inde godt kunne mærke, så accepterede han set-uppet og responderede fuldstændigt på mine signaler. Jeg mærkede derudover en glæde og taknemmelighed fra ham over at slippe for biddet. Allerede senere samme dag, red både børn og voksne på ham på samme måde, mens jeg gik ved siden af ham. Friggs havde imødekommet sin indre rejse og var landet i sin nye rolle som terapihest.